Den 8. januar 2012 flytter Scarlett til Finland. Hun skal være kørepony for 14 årige Lauri med støtte fra mor Leena Vähä-Erkkilä, der kører konkurrencer med en welsh cob. Lauri er også en erfaren konkurrencekusk, men har hidtil kørt med shetlænder, og trænger nu til en større pony. Det bliver fint for Scarlett at komme til en familie, der har tid til at give hende de udfordringer, som vi ikke kan nå efter vi har fået tospandet igang.
Vores gamle avlshoppe Thorneyside Glamour Girl er nu 24 år, og de sidste to har er det ikke lykkedes at få hende i fol, selvom hun har gået med hingst hele sommeren. Så vi har indstillet os på, at der ikke kommer flere føl fra hende. Så meget desto bedre er det, at det sidste føl vi fik var en hoppe, som ser ud til at udvikle sig rigtig godt.
Gennem de sidste part år har vi gradvist skåret ned på produktionen af økologiske lam. Med salget af de sidste lam i efteråret 2011 er vi nu helt ophørt med at producere lam til videresalg, og vi har nu blot nogle enkelte får tilbage som skal lave lam til vores eget forbrug.
30. oktober
Den tålmodighed, der er blevet lagt i træningen af Alwyn og Gambler i begyndelsen af "projekt nyt 2-spand" bliver nu belønnet med de skønneste skovture i pragtfuldt efterårsvejr. De er stadig novicer, men går alligevel så taktfast sammen, at man bliver lidt imponeret. Bakkerne i skoven er visse steder stejle, så der skal lægges kræfter i for at komme op, og tilsvarende stemmes imod når det går nedad. Men de gør det, med stor arbejdsvilje, de to små gutter. Og selv når man møder en flok jagtryttere bevarer de roen, selvom rækken af kæmpe-jagtheste i starten synes endeløs.
![]() |
![]() |
![]() |
18. oktober
Arbejdet med træning og tilkørsel af vores 2-spand er gået planmæssigt indtil et lille "teknisk" problem viste sig for et par uger siden. Vores gode jagtvogn, som vi har kørt enspænder med 3 år har vist sig ikke at være egnet som 2-spandsvogn, sådan som vi havde forventet. Så Alwyns og Gamblers debut som makkerpar har måtte udsættes indtil vi fik fat i en anden egnet vogn. Vi har nu lånt en ponyvogn af en tidligere kusk, vognen har fået ordnet bremser og så snart vores hjælpekusk har tid, er vi klar til at spænde de to for vogn sammen.
Det har været dejligt at opleve de fremskridt de begge har gjort. Men indtil nu har det jo været med en klippefast fjordhest ved siden. Så det bliver spændende når de to for første gang skal gå som makkere. Vi håber at kunne sætte billeder ind snarest.
Sidste lørdag i august og første søndag i september stod igen i de unge ponyers tegn. Lørdag tog vi Gaia til følskue på Fyn og søndag deltog Ginny i føl- og plageskuet i Roskilde, som afholdes i forbindelse med Store Hestedag. Gaia blev nr. tre i sin klasse mens Ginny fik en andenplads og tillige blev reserve Best In Show.
8. september
Vi er endelig kommet i gang med træningen af vores to vallakker Alwyn og Gambler, som skal blive vores kommende 2-spand. Indtil videre foregår træningen fra jorden i lange liner, men i nær fremtid kommer dagen, hvor de skal spændes for vogn. Vi får kyndig hjælp fra en god nabo og dennes gode ven, som begge er meget erfarne kuske. Og fra en fjordhest ved navn Lucas! Lucas er en erfaren kørepony som skal lære vores vallakker at gå for vogn uden at de kan rende afsted med det hele.
![]() |
![]() |
3. august
Mens sommeren hastigt bevæger sig mod sensommer har vi haft travlt med mange andre ting end at holde hjemmesiden opdateret. Welshforeningens kåringsweekend er nu vel overstået og for vores vedkommende med endnu et godt resultat. Vi deltog for første gang med tre ponyer af egen avl i DM-klasse for stutterier. Vi havde ikke forventet placering i DM-klassen, da to af vores tre ponyer var føllet Gaia og 1 års plagen Gemma. Så unge ponyer har svært ved at hamle op mod de modne og færdigudviklede ponyer, som de større stutterier medbringer. Det var fint at være med og vi indtog ikke sidstepladsen men blev nummer 4 ud af 5.
Den af vores ponyer der klarede sig bedst var føllet Aberlour Gaia, som blev ungdyrchampion i sec. C - En titel hun erobrede foran andre føl, 1 års og 3 års sec. C ponyer.
Foruden Gaias side har vi også opdateret med billeder fra dagen på Gemmas og Gwalias sider. Og andre sider rundt omkring har fået nye billeder, bl.a. siden Om stutteriet
Resultater er opdateret med udstilling i Sverige, hvor vi deltog med Gwalia og Gaia og Welsh kåring 2011.
7. juni
Øv, øv, øv. Sådan var følelsen da vi torsdag eftermiddag tog Gwalia og Gaia ind fra folden, for at vaske dem og gøre klar til Roskilde Dyrskue. Gaia havde fået diarré og drak ikke mælk. Så den sædvanlige indsyning på dyrskuet torsdag aften blev udsat til fredag morgen, men heller ikke her var Gaia frisk. I stedet blev der tilkaldt dyrlæge som ordinerede et mave-tarm stabiliserende produkt. I løbet af weekenden blev Gaia frisk igen - men der blev intet dyrskue til os i år, andet end som tilskuere.
31. maj
Hoppeføllet Aberlour Gaia er nu blevet to uger gammel. Hun har fået lidt mere sul på kroppen og er ved at blive en fræk lille dame med sine egne meninger.
28. maj
Den 28. maj deltog Aberlour Ginny i Fynsk Juni Show. Det var ikke lige hendes showdag og hun fremstod lidt bette i forhold til de ældre plage i klassen.
28. maj
Vores dejlige to års hingsteplag Aberlour Goodwyn blev i april solgt til Sanne og Henning i Højer, og 28. maj var så dagen, hvor han flyttede hjemmefra. Han blev showet på Fynsk Juni Show og derefter overdraget til sine nye ejere. Vi ønsker held og lykke med ham i fremtiden, og glæder os til at se hans første følårgang i 2012 og hans fremtidige resultater som ridepony for familiens døtre.
20. maj
Efter at vi i flere år ikke havde hørt nyt fra Sverige om hvordan det går med Aberlour Larrikin, kom der mail fra familien Strömberg, der har lånt ham til ridebrug. Det er dejligt at vide at ens "børn" har det godt ude i verden, så vi er glade for familien Strömbergs hilsen.
19. maj
Det nye hoppeføl, Gaia, har nu fået sin egen side, hvor man kan se stamtavle og nyere billeder
17. maj
Vi havde forventet at Gwalia ville fole midt i maj, og det kom til at holde fint stik. Natten mellem 16. og 17. maj så et nyt hoppeføl dagens lys. Hun er rigtig fin: Rød, med en flot tegnet blis og fire høje sokker - en rigtig smart show-model! Hun skal hedde Aberlour Gaia og vil snart få sin egen side her. Indtil da lægger vi et par billeder her på nyhedssiden.
![]() |
![]() |
![]() |
1. maj 2011
Lørdag den 30. april deltog vi i det traditionsrige plageskue på Dorthealyst ved Knabstrup. Denne gang havde vi besluttet af medbringe begge vores 1-årige plage: Gemma og Ginny, som skulle bedømmes i samme klasse. Otte var tilmeldt men kun de seks mødte frem. Og blandt de seks indtog Gemma 2. pladsen og Ginny 3. pladsen - begge med helhedskarakteren 8 og samme pointsum som vinderen af klassen. Se bedømmelsen på deres respektive sider.
På billedet herunder ses Gemma til venstre og Ginny til højre. De har meget forskellig pels. Gemma er stort set fældet færdig og helt blank, mens Ginny endnu har et lag af dunet uld, som vi gennem den sidste måneds har striglet næsten dagligt. De fodres ens, har lige mange timer ude og på stald, har fået ormekur på samme tidspunkter. Så det kan alene tilskrives generne - formentlig på fædrene side - at de er så forskellige i pelsen. Ginnys mor er halvsøster til Gemma. Gemmas mor er mormor til Ginny.

9. april 2011
Den 8. april tog vi, trods stormvejret, turen Øresundsbroen. Vi havde fået tid til kastration af Alwyn på ATG Hesteklinikken i Malmø. Svenske dyrlæger har udviklet en mere moderne metode, end den de danske dyrlæger bruger. Den gemte testikel fjernes ved kikkertoperation gennem flanken, og hesten er kun lokalbedøvet og kan tages med hjem efter et par timer. Risikoen for komplikationer er derfor meget lavene end ved fuldbedøvelse, hvor hesten ligger på ryggen og dyrlægen skal "rode" mellem organerne for at finde testiklen.
2. april 2011
Der er lavet en længe tiltrængt og generel opfriskning af stort alle sider. Og nu er der udelukkende informationer om vores ponyavl, da fårene fremover mest er til privat forbrug. Kig rundt omkring på siderne og se bl.a. billeder, der ikke tidligere har været offentliggjort.
30. marts 2011
Vi har tilmeldt vores to hoppeplage Gemma og Ginny til plageskue på Dorthealyst den 30. april.
23. marts 2011
Vi har besluttet at skære ned på vores produktion af slagtelam og har over de sidste par år solgt en del af fårene for at komme ned i antal. Tilbage har vi nu blot så mange får, at der bliver lam til vores egen fryser samt til nærmeste familie- og vennekreds. Alle hidtidige kunder, som vi ikke længere kan levere til, vil blive orienteret så I kan finde et andet sted at købe jeres økologiske lam.
Vi ved at denne nyhed vil blive modtaget med skuffelse hos en del af vores kunder, men vi tror, I har forståelse for, at vi vælger at drosle ned. I perioder er arbejdet med fårene og lammene fysisk krævende, og vi er ikke 30 år længere!
Lørdag den 5. marts tog vi hul på showsæsonen. Sidste år ved Mountain & Moorland Wintershow lå sneen over det meste af landet, men i dag var vi tilsmilet af det skønneste forårsvejr med solskin og plusgrader. Vi udstillede Aberlour Goodwyn, som var i rigtig god form. Han vant sin klasse med flotte 42 point og opførte sig eksemplarisk.
Næste lørdag går turen til Fyn, til Welshforeningens årlige hingsteshow.
I år bliver der kun født et enkelt føl hos os. Det er Gwalia, der er testet drægtig med stutteri Gribsvads røde hingst Coedeneirin Reflect. Gladis gik også med ham i et par måneder sidste sommer, men hun hun kunne ikke li' ham, så det var ikke så overraskende at konstatere, at hun er tom i år. Det er første gang i syv år at hun ikke skal have føl. Hun er nu en ældre hoppe på 24, så vi håber det vil lykkes at ifole hende endnu en gang.
Gwalias føl vil være til salg - uanset køn. Så hvis du er interesseret i et føl efter vores super-hoppe kan du kontakte os allerede nu. Føllet ventes født i midten eller slutningen af maj og vil selvfølgelig få sit portræt her på siden når den tid kommer.
Januar og februar har været en mørk og sjasket "fornøjelse". Både vi og ponyerne vader i mudder, så vi ser frem til at det enten bliver ordentlig vinter igen, med bundfrosne marker og sne der kan lyse op, eller at foråret endelig tager fat. Føllene er begyndt at fælde vinterpels af, så måske er der noget i gang.
Føllene, som jo nu egentlig er plage selvom de endnu ikke er et år, er vokset godt hen over vinteren. Men der er stadig forskel i størrelsen på Gemma og Ginny. Vi glæder os til april, hvor de forhåbentlig begge vil være klar til plageskue på Dorthealyst.
Inden da er det Goodwyn der skal en tur med til Mountain & Moorland Wintershow den 5. marts og til Hingsteshow den 12. marts.
Efteråret har været en travl tid hos os og der har været langt mellem opdateringer her på siden. Et planlagt show med Goodwyn den 28. november blev droppet på grund af det voldsomme snevejr dagen før, så der har ikke været så meget nyt at berette om.
Vi har lagt nye billeder på følsiderne og Goodwyns side, og satser på at de ventende fridage i juleferien kan give mulighed for at skyde nogle gode billeder af alle ponyerne. Kig ind på Ginnys, Gemmas og Goodwyns sider.
Så lykkedes det at huske at få kameraet med på køretur i skoven. Så der er nye billeder af Scarlett for vogn og under rytter på hendes side.
Der er opdateringer i fotoalummet. Føllene har nu fået deres egne fotoalbums og der er nye billeder i Goodwyns og Scarletts.
Føllene vokser og vi har opdateret Ginnys og Gemmas sider med nye billeder. Der er stadig stor forskel på størrelsen af de to, ikke kun på grund af alderen, men også fordi Ginny slægter sin mor på og bliver en lidt lille sec. C mens Gemma formentlig bliver mellem 133 og 137 cm.
Scarlett er hjemme efter endt køretræning og vi er nu igen godt kørende i skoven. Hun er en lærenem pony der ikke er bange for noget. Endnu har vi ikke haft kameraet med på køretur så billeder må vente lidt endnu.
Søndag den 5. september deltog vi i Welsh føl- og plageskue i Roskilde med Gwalia og Ginny. Det var de hidtil stærkeste sec. C klasser vi har deltaget i, både for føllene og hopperne, så konkurrencen var hård. Gwalia og Ginny fik gode bedømmelser men formåede ikke at blande sig i toppen. Gwalia, bl.a. fordi hun havde for meget fedt på sidebenene og Ginny, fordi hun ikke fik vist sin ellers rigtig fine trav. Vi tager revanche med Ginny ved følskue sidst i november!
Der er lagt lidt nye billeder af de yngste ponyer ind. Kig ind på Goodwyns, Gemmas og Ginnys sider.
Ginny har endnu engang imponeret os. Ved Welshforeningens kåring i weekenden 31. juli - 1. august deltog hun med sin mor i en showklasse for føl, hvor hun med en andenplads kvalificerede sig til ungdyrfinalen. Og i finalen vandt hun titlen som reserve ungdyrshampion foran flere fremragende unghopper, denne gang bedømt af Steve Everitt og Harold Zoet fra henholdsvis Wales og Holland.
På brugsponysiden er der lidt nyt at berette. Scarlett er under tilkørsel hos Tea Giversen og søndag den 11. juli var vi ude og se, hvordan det går med det. Og det er ikke værst. Se mere på Scarletts side.
Glenys har nu været hos familien Sode-Larsen i knapt en måned, og tilvænningen som ridepony går helt planmæssigt. Storesøster Sofie står for tilridningen, så Silas kan få en dejlig ridepony til rådighed. Kig ind på Glenys' side for at se mere.
Den 10. juli var der mulighed for at stille Gwalia og hendes føl Ginny til bedømmelse foran Jill Williams fra Glebedale stud. Det var Jill der i 2006 udpegede Gwalia som supreme champion ved welsh kåringen og som reserve champion året efter. Så vi besluttede at melde dem til og køre den lange tur til Örby syd for Göteborg. Og det var ikke forgæves! De fik begge guldmedalje og Gwalia blev senior champion sec. C og reserve BIR (Bedst I Racen = supreme champion). Og den der slog hende i BIR-finalen var såmænd hendes Ginny, der blev junior champion og BIR sec. C, og endte som overall følchampion. En forrygende dag i sommervarmen.
Aberlour Ginny har fået sin egen side her på sitet. Vi mangler endnu at lægge data om stambogsnumre, farve og fødselsår ind på hendes fædrende side men de vil komme så snart vi har fået gennemgået stambøgerne.
Aberlour Alwyn blev for en kort stund lånt hjem, så vi kunne udstille ham på det Fynske Juni Show. Han var i en stærk klasse med sec. C ungdyr og faldt ikke helt i dommerens smag. Han er udlånt som selskab for en oldenborg plag og ikke fedet op til den kaliber, som enkelte britiske dommere stadig foretrækker. Derfor kunne han ikke helt hamle op med konkurrenterne, på trods af han super gode bevægelse.
Vi har lagt nye billeder på Aberlour Gemmas side. Hun er nu 1 måned gammel.
Så fik vi for alvor brudt med den lange række af hingsteføl. Årets andet og sidste føl blev også en hoppe, rød med blis og sokker og stor lighed med sin mor Gwalia. Hun er født sent på aftenen den 12. juni. Det var en uges tid før forventet men det gør ikke noget, for så når hun at være klar til shows i juli og august. Hun har fået navnet Aberlour Ginny, men har endnu ikke fået sin egen side.
Det var med lidt vemod vi besluttede at sætte Glenys til salg. Beslutningen blev taget fordi vi har en hoppe i overskud, nu da vi beholder Scarlett som kørepony. Men en god ven i welshforeningen kom os til undsætning: Familien Sode-Larsen var interesseret i at låne Glenys til ridebrug for familiens yngste og vi ville faktisk meget hellere låne hende ud til nogen vi kender, end sælge hende. Så nu håber vi at Silas får fornøjelse af hende som ridepony når storesøster Sofie har tilredet hende.
En halv time efter midnat den 11. maj kom årets første føl til verden. Gamle Thorneyside Glamour Girl fik denne gang det hoppeføl, vi i flere år har ønsket os. Vi fik mulighed for at se hele folingen, hvilket aldrig er sket før med de seks føl hun tidligere har fået her hos os. Så det var på alle måder en stor nat. Føllet hedder Aberlour Gemma og har fået sin egen side.
Aberlour Goodwyn deltog i plageskuet på Dorthealyst den 24. april og blev nr. 2 i sin klasse. En stor oplevelse for en lille hingst, at komme i byen helt uden ledsagere.
Vi har oprettet en ny side med de hingste, vi gennem tiden har brugt i vores avl. Oversigten findes her: Anvendte hingste
Så fik vi endelig vished for, at Aberlour Gwalia er drægtig. En lille fiks urintest gav svaret. Hun er en kraftigt bygget hoppe med let til fedme, så det svært at se om hun bare er rund på grund af madglæde. Folingen ventes i slutningen af juni, så nu kan vi endelig begynde at glæde os. Parvadean The Gigolo er far til føllet.
Vi har til bedækningssæsonen 2010 fået den fantastiske mulighed at lease stutteri Gribsvads nyindkøbte sec. C hingst, Coedeneirin Reflect. Så det bliver ham der skal ifole vores to røde avlshopper Thorneyside Glamour Girl og hendes datter, Aberlour Gwalia. Dermed er vi 100% sikre på at få røde føl igen til næste år.
Coedeneirin Reflect blev vist ved welsh hingsteshow den 20. marts og blev ved den lejlighed supreme champion for sec. C. Dommer Joanna Shiel udtalte om Reflect, at han har meget få fejl, så det blir interessant at se, hvad han kan tilføre vores hopper.
Lørdag den 6. marts tog vi Scarlett til Mountain & Moorland Winter Show i Ringsted - et show for de oprindelige britiske ponyracer. Hun er aldrig tidligere showet, så alt var meget nyt. Det var lettere end ventet at få den lyse vinterpels klar til show - showreglerne indebar at ingen ponyer måtte vaskes! Se billeder fra dagen på Scarletts side.
Som et andet kostskolebarn, har vores snart 3 årige hingsteplag Aberlour Alwyn været hjemme på vinterferie sammen med det Oldenborgføl, som han til daglig er selskabspony for, ikke så langt herfra. Alwyns ankomst vakte gensynsglæde hos vores hopper, som straks kvitterede med forårsfornemmelser og løftede haler! Det fik hingsteføllet Goodwyn, som hidtil har kunne gå med hopperne, til at vågne op og blive bevidst om sit køn. Så nu må Goodwyn acceptere at handyr ikke kan gå hos hopper! Lige inden han blev fjernet fra hoppeflokken tog vi lidt billeder af ham. Kig ind på Goodwyns side.
Der er lagt lidt nye billeder af Scarlett ind på hendes side.
Ved udgangen af februar har 11 ud af 15 får læmmet. De fire der mangler læmmer planmæssigt omkring påske. Vi må se i øjnene at vi skal nedjusterer på forventningerne, da flere får kun har fået en enkelt lam i år. Det skyldes at de ved en fejl er ilæmmet på tidspunkt, hvor de var sat ned i foderstand for at stoppe mælkeydelsen sidste sommer. Vi regner med at der bliver ca. 20 lam i år. Det levner ikke plads til nye lammekunder.
Dette års lammesæson bliver - ligesom vinteren - noget usædvanlig i forholdt til det vante. Og de første lam er allerede født i begyndelsen af februar. Årsagen er den meget tørre sensommer i 2009. At vi ingen regn fik i et par måneder havde den konsekvens, at spændingen på el-hegnet blev meget lav og vædderlammene, der ellers var skilt fra fårene, så flere gange muligheden for at bryde igennem hegnet og løbe tilbage til fårene. Ikke så meget fordi de savnede deres mødre, som fordi, de kunne lugte at fårene var i brunst.
Sidste år skar vi antallet af moderfår ned til 15, og med de tidlige ilæmninger betyder det, at vi forventer et samlet antal lam i år på højst 25.
Der er nye billeder i Scarletts, Goodwyns, Gamblers og Glenys' fotoalbums. Kig ind på den konkrete ponyside eller på Fotoalbum
Vi ønsker alle venner, samarbejdspartnere og "net-fans" et rigtig godt nytår.
2010 er startet med kold vinter og et nyt snevejr den 2. januar, så her igen er blevet hvidt efter at julesneen smeltede bort. Vi prøver at få indfanget nogle nye stemningsbilleder inden det atter bliver hverdag, og lønarbejdet tager alt den gode tid i de lyse timer.
Kørevejledning til Abbetvedvej
Tag tog til Roskilde, herefter bus linie 239 mod Frederikssund. Afgang hver time på minuttal 41 hverdagsaftener og weekends. Alternativt bus linie 230 som har afgang hver anden time på minuttal 12. Stå af i Gevninge ved Vestvejen / Abbetvedvej, og gå 500 meter ud ad Abbetvedvej.
Eller tag tog til Hvalsø og bus 230 mod Roskilde på på minuttal 23 hver anden time. (Det er en lang tur). Stå af ved Vestvejen / Abbetvedvej
Fra København - Kør ad Holbækmotorvejen og drej fra ved afkørsel nr. 14. Sving til højre, kør lige over lysreguleret kryds og følg vejen ligeud til Gevninge, forbi Brugsen og Gevninge Auto, og drej til venstre mod Abbetved ad Abbetvedvej.
Fra Holbæk - Kør ad motorvejen mod Roskilde. Drej fra ved afkørsel nr. 15. Følg skiltene mod Gevninge. Lige efter byzoneskiltet i Gevninge drejes til højre ad Abbetvedvej.
Fra Nordsjælland - Kør til Roskilde og følg hovedvej 14 mod Ringsted, til I når lysreguleret t-kryds ved Lindenborgvej (nr. 155) Følg ovenstående beskrivelse.
Fra Sydsjælland - Kør til Køge og følg hovedvej 6 til Roskilde. I Roskilde køres ned på Holbækmotorvejen. Drej fra ved afkørsel 14 og følg ovenstående beskrivelse. ELLER:
Kør til Ringsted og følg hovedvej 14 til Osted. I lysreguleret t-kryds i udkanten af Osted drejes til venstre mod Lejre. Følg vejen ca. 1 km. gennem Osted. Drej til venstre i t-kryds og umiddelbart efter til højre hvorefter vejen følges gennem Allerslev og Gl. Lejre helt til Gevninge. Ved vejens ende drejes til venstre ad Lindenborgvej og kort efter igen til venstre ad Abbetvedvej.