![]() |
Hvorfor Øko-Lam?Økologisk landbrugsdrift er ensbetydende med fravær af sprøjtegifte, kunstgødning, forebyggende medicin, vækstfremmere og gen-splejsede foderstoffer, i den mad vi spiser. Flere og flere menneskeskabte fødevarerskandaler i Danmark og udland, har overbevist os om, at økologisk fødevarerproduktion er den eneste holdbare vej frem, hvis vi skal bevare vores sundhed, vores natur og vores rene drikkevand. Det er allerede ved at være 11. time! Men økologi er også dyrevelfærd. Selvom de fleste får og lam i Danmark lever under rimeligt ekstensive former, giver økologireglerne alligevel de økologiske dyr nogle fordele, som konventionelle får og lam ikke har. På Ø-linket nedenfor kan du læse om økologireglerne, og om den "overopfyldelse" af reglerne vi praktiserer her på Aberlour. |
Oprindeligt startede vi i 1993 siden med en beskeden produktion af lammekød til eget forbrug, men det blev hurtigt aktuelt at "lave" lidt ekstra til venner og familie. Vores produktion er på ca. 35 lam om året, som udelukkende sælges til private. Kødet er klar til salg hvert efterår i august og oktober måned. Forårsleveringer kan vi ikke klare, da vi kun lader fårene læmme i marts-april, hvor vejret er lunt og græsset på vej. Et halvt år gamle, efter at have haft et godt friluftsliv, med masser af græs og plads at røre sig på, bliver dyrene sendt til et økologisk slagtehus. Her bliver de dyrlægekontrolleret og skånsomt slagtet og parteret. Herefter kan det færdigpakkede kød afhentes ved vores stalddør, og der betales kontant eller pr. check ved leveringen.
Vi har gennem årene eksperimenteret lidt med forskellige racer, og er nået til den konklusion, at texel / finuld krydsninger giver gode kødfulde lam af høj kvalitet, uden for meget fedt. Vort eget ideal-lam er på ca. 25 kg. i slagtevægt. Nogle foretrækker lammene lidt mindre, og vi er da så heldige hvert år, at slagtelammenes vægt varierer mellem ca. 18 og 26 kg. så der er altid mulighed for at opfylde hver enkelt kundes behov.
Vi producerer som nævnt ovenfor kun forårslam - d.v.s. lam der fødes i marts / april måned. Det med "påskelam" på frokostbordet må I altså lede efter andre steder. Og hvorfor nu det? - Det er vores filosofi, at lam skal leve af fåremælk, kløvergræs, solskin og masser af plads at røre sig på! "Påskelammene" er enten fragtet hertil i frysecontainer fra New Zealand, eller født i en dansk stald midt på vinteren og dermed fodret op med korn, halm og hø. Ingen af delene kan blive ligeså godt som et dansk lam der kun har levet af mælk og græs. Hos os er påskelam i stedet de lam, der bliver født ved påsketid. Vi holder normalt åbent hus en af påskedagene, så man kan komme og nyde synet af alle de nye lam. Se annoncering under nyheder.
Enhver der har oplevet "lammefræs" ved aftenstid ved hvad vi taler om. Som var det en fast aftale, begynder lammene hver aften ved solnedgang, at spæne frem og tilbage på græsfoldene. De hopper højt i vejret og pjatter med hinanden, så det er en ren fryd. Hvor god og rummelig stalden så end er, kan denne aldrig erstatte en god græsfold med plads til denne lammedans. Derfor vil vi kun have lam i sommerhalvåret.
Efterhånden som kredsen af by-kunder er udvidet, har vi opdaget, at det ikke er alle der ved hvad man stiller op med en lammehals eller en lammebov. Det med ryg og kølle, kan alle der elsker lammekød. Men de mindre kendte dele, er det ikke alle der ved, hvordan man tilbereder godt. Derfor har vi samlet nogle opskrifter, der kan give idéer til, hvordan man får det bedste ud af et halvt eller et helt lam. Se under kogebog.
| Uddrag af Regler for statsautoriseret økologisk produktion af slagtelam |
Supplerende dyreetiske principper på Aberlour |
| Staldarealer skal sikre plads til at alle får og lam kan ligge
ned samtidig, på ren og tør strøelse og får og lam skal have adgang til græsning i
mindst 150 dage i sommerhalvåret Kastration af vædderlam skal følge dyreværnsloven Halekupering er tilladt Anvendelse af gen-splejset foder er forbudt Foder skal være minimum 90 % økologisk Anvendelse af forebyggende medicin og ormemiddel er forbudt Tilbageholdelsestid efter dyrlægeordineret medicinsk behandling (slagteforbudstid) er 3 gange den normale frist |
Får og lam går i løsdrift året rundt - d.v.s. har fri adgang
til at vælge at være i stald eller på fold Vædderlam kastreres ikke, men slagtes evt. lidt tidligere end gimmere (hun-dyr) Ingen halekupering - halen er jo til at vifte fluer væk med! Fodring i sommerhalvåret er økologisk kløvergræs ad libitum. I vinterhalvåret fodres fårene med 100 % økologisk korn samt hø-ensilage slået på vores egne marker
|